---

SPEAKERKOMMENTARER

---

Det er altid en glæde at konstatere, når en videoamatør har præsteret et godt stykke filmarbejde og endnu bedre bliver det når den eventuelle lydledsagelse er af en sådan kvalitet, at den smyger sig til billederne.
Heldigvis sker det ofte, at man får den glæde at se en virkelig sammenhæng mellem billede og lyd, fordi videoamatørerne efterhånden har opnået en god øvelse i at vælge passende musik. Men desværre begås der stadig mange fejl, fordi videofilmeren vil være tilbøjelig til at koncentrere sig om billedet og derfor kun kan yde sit bedste på det område. Da vi jo ikke alle kan være født med en kunstnerisk finfølelse, og da vi jo nu engang har video som hobby, vil vi ofte være tvunget til at koncentrere os om en bestemt ting, f.eks. billedet, og så halte igennem på andre områder (forevisning, lyd m.m.). Måske er der også noget rigtigt i det, fordi lyden meget ofte vil kunne laves om senere, mens denne mulighed jo ikke består med billederne.
Det første lydforsøg bliver ofte ikke særlig godt, fordi man i sin iver vil prøve alt, såvel mixning af musik og speakerkommentarer som overtoninger. Resultatet skuffer let, fordi det er svært at gabe over for meget på én gang.
Der har været talt så meget om, hvordan musik skal udvælges og mixes, og jeg vil derfor springe videre til problemet tale og endda en bestemt slags tale: Speakerkommentaren. Det føles måske som en voldsom begrænsning af emnet, men jeg anser det for en god begyndelse.

SKRIV TEKSTEN

Fremgangsmåden må være at se den færdige film igennem sekvens for sekvens, og for hver sekvens at nedskrive den tekst, der findes anvendelig. Men dermed er teksten ikke færdig. Det er kun forarbejdet. For når det løse udkast ligger på bordet, skal det bearbejdes rent grammatisk. Der er ikke grænser for, hvad man i farten kan få lavet af halve sætninger, hvor grundled eller lignende mangler. Det må rettes og samtidig prøver man at få teksten ind i et fornuftigt talesprog. Det betyder, at alle indskudte sætninger skal udryddes og at de enkelte sætninger skal være korte og klare. Det er svært, og kniber det med at klare det selv, må man hellere indrømme det og få en god bekendt til at hjælpe sig.
Hellere vise sine fejl og mangler for én mand end for mange tilskuere.

INDTAL TEKSTEN PÅ BÅND

Men heller ikke nu er teksten færdig. For selv om en tekstkyndig har set på kommentarerne, kan der godt være passager, der lyder unaturligt når de siges. Derfor bør kommentarerne på dette tidspunkt indtales på bånd, men ikke det endelige bånd. Det er nemlig kun for at høre, hvordan kommentarerne falder. Når man har fundet den form, der tiltaler én bedst, måles de enkelte kommentareres længde med stopur og det beregnes, hvordan de kommer i forhold til filmens scener. Og nu skal det vise sig, at nogle af scenerne er for lange. For korte bliver de sikkert ikke, for mennesket har nu engang ikke evnen til at udtrykke sig i korthed. Men de lange scener må skæres ned.
Det er fristende for producenten at nøjes med at læse teksten for sig selv, og eventuelt blot bevæge læberne lidt uden stemme på, men det vil altid vise sig, at denne oplæsning intet er værd, fordi man nu engang læser hurtigere for sig selv.

Den færdige indspilning

Når man skal foretage indspilning, for dertil er vi efterhånden nået, må man finde frem til den rigtige speakerstemme. Der er ikke spor underligt i, at ens egen stemme ikke egner sig til mikrofonen, men det er en stor fejl, hvis man så alligevel bruger den. Gå derfor på jagt efter en egnet stemme. Det skal ikke være den samme hver gang, fordi stemmen også skal tilpasses filmen. Til dokumentariske gengivelser skal stemmen være lidt i radio-avis stil, mens en film om søde dyreunger i skoven gerne må være lidt mere følsom. Men her skal man være opmærksom på, at en stemme ændre sig meget i det øjeblik den optages og siden gengives. Man må derfor ikke blot antage en stemme fordi den lyder godt. Stemmen skal prøves i en optagelse og skal gengives i den styrke og nogenlunde det rum, hvor den til sin tid skal præsenteres. Er man ikke forsigtig her, vil man kunne blive meget overrasket.

Unødvendig kommentar

Til sidst må det blot understreges, at man aldrig må bruge en speakerkommentar på steder, hvor den er unødvendig. Sidder lille Peter ved fødselsdagsbordet med 4 lys i lagkagen er der jo ingen grund til at speakeren bemærker, at Peter nu bliver 4 år. Teksten skal være kort og knap og kun omfatte det strengt nødvendige. Det er ikke et foredrag, folk skal indkaldes til. Speakerkommentarerne skal kun være den nødvendige hjælp til bedre forståelse af filmens handlingsgang.

---

Lyd- og mikrofonteknik

De fleste, der har en båndoptager, er fuldstændig klar over, at deres udstyr og muligheder ikke kan være de samme som den professionelles. Alene vore mikrofoner er som billige efterligninger ved siden af dem, der bruges i radiostudierne. Når vi rigtig skal svinge os op på de højder, anskaffer vi en mikrofon til ca. 600,- kr., mens langt de fleste stadig klare sig med en til 150,- kr. Når man ser, hvad radiostudierne benytter, opdager vi, at der ikke her er tale om én, men ofte mange mikrofoner, der hver koster i nærheden af 2000,- kr. Prisen for en mikrofon svarer altså til det beløb, som man har båndoptager, mikrofon og højttaler for.

Kedelige lydoptagelser

Men selv om vi er klar over disse fakta, bliver vi alligevel ofte skuffet, når vi opdager, at en indspilning, som vi har ventet os meget af, falder kedeligt og fladt ud med en masse baggrundsstøj fra fuldstændig uvedkommende ting. Ganske vist er vores mikrofon ikke særlig fin, men det må dog være en forudsætning, at den opfylder kravet om at kunne optage lyd således, at vi bliver nogenlunde tilfredse. Men når vi slår fast, at lydoptagelser i dagligstuen bliver kedelige og hårde, vil mange samtidig indrømme, at optagelser i det fri, kommer til at lyde ganske godt. Fejlen ligger måske slet ikke i mikrofonen, men derimod i rummet. Og det er netop sagens kerne. Med det mikrofonmateriel, der er almindeligt til en god båndoptager, kan der laves fine optagelser, hvis man tænker på, hvor man befinder sig, og hvad der skal gøres for at dæmpe uvedkommende lyde. Lydoptagelser er ikke bare at trykke på knappen, lige så lidt som videooptagelser er det.

Vores egen hørelse

Hvis vi på nogen måde skal gøre os håb om at kunne forstå nogle af de indviklede regler, som lydoptagelser bebyrder os med, må vi begynde helt fra bunden, nemlig ved vor egen hørelse. Øjets opfattelse af farver og hjernens kontrollabel indblanding heri, en indblanding der gør det muligt for os at skelne misfarvningen i dagslyset, hvis den da ikke er meget tydelig. Når en farvefilm optager et lidt misfarvet dagslysbillede, vil vort øje ved projektionen finde det fejlbelyst, fordi vi nu engang ikke kan se de svage misfarvninger i naturen, Og noget af det samme gør sig gældende for lyden. Vor hørelse har altid været og vil altid være stereofonisk. Vi hører med to ører og ved hjælp af disse to modtagecentraler (mikrofoner) for lyd, er vi i stand til at bedømme afstande og retninger. Ved at høre en lyd kan vi i forbindelse med vor erfaring afgøre, hvad det er vi hører. Sidder vi f.eks. i en stue sammen med et andet menneske, der taler til os, vil vi med lukkede øjne kunne fortælle en hel del om dette menneske. Vi kan bedømme retningen og afstanden, om det er en mand eller kvinde og nogenlunde alderen. Men ikke blot det kan vi bestemme. Også rummet kan vi fortælle noget om. Det er muligt at høre, om der er tale om en stue, om denne stue er overfyldt eller sparsomt møbleret, om det overhovedet er en stue eller måske et køkken, en kælder eller i det fri. I det første tilfælde er det ved bedømmelse af personen først og fremmest vor erfaring, der gør sig gældende. Vi véd, at en stemme, der lyder sådan, må være en kvindes, og vor hjerne véd erfaringsmæssigt, at når en lyd er stærkest i det højre øre, er det fordi personen befinder sig til højre for os. Når det gælder bestemmelsen af rummet, er vor evne til ved brug af ørerne at måle lydtilbagekastningen (refleksionen), idet vi hermed kan danne os et indtryk af rummets evne til at tilbagekaste lyden.

Rummets karakter

Lyden fra den der taler bredes ud i rummet og kun meget lidt når frem til vort øre ad direkte vej. Langt det meste er ekko og kun ved hjælp af vort øre og vor hjerne er vi i stand til at skille lyden fra sit ekko. Når vi lytter til en person, udskiller vort øre den smalle stråle af direkte lyd, der kommer fra den talendes mund som vi hører, men samtidig opfatter vort øre ekkoet fra vægge, gulv og møbler, og gengiver det som baggrundsstøj, som vor hjerne bruger til at bestemme rummets karakter med.

Hjernen lukker lyden ude

Hvis der under en interessant samtale kører en bil gennem gaden, lægger vi ikke mærke til det. Men det er ikke fordi vort øre ikke hører det, men kun fordi vor hjerne udelukker det til fordel for samtalen. Men at det er hørt, beviser det faktum, at man efter en meget interessant aften, hvor man kun har haft "øre" for det interessante, der er forgået, udmærket til sin ledsager på hjemvejen kan bemærke: "... men sikken dog en gadestøj, der altid er". Støjen er hørt, men hjernen har holdt denne oplysning tilbage, indtil samtalen var forbi, og man var klar til at modtage de næste oplysninger til bearbejdning.

Mikrofonen høre det hele

Men denne evne til at gemme ejer mikrofonen ikke. Den gengiver alt hvad den hører: Samtale, ekko og gadestøj. Den har ingen hjerne, der kan udskille væsentligt fra uvæsentligt, og vil man derfor have bedre lydoptagelser, er det ikke nok at placere sig i rummet og lytte. Man må lade sin båndoptagermikrofon lytte og ved afspilningen af det optagne bånd konstatere, hvad mikrofonen hører af lyde. Mikrofonen opfattes som et menneske, der kun har et øre og er uden hjerne. Nu er det vanskeligt at udføre et sådant forsøg i praksis, selv om der nok findes mennesker med kun ét virksomt øre, fordi et menneske uden virksom hjerne ikke er anvendeligt som forsøgsperson. Et menneske, der ikke kan høre på det ene øre, kan heller ikke bruges, idet et sådant menneske straks efter at have mistet hørelsen på det ene øre, ubevidst begynder at omstille sin hjerne sådan, at det nok kniber med at bestemme retninger (stereofonien er ødelagt), men at hjernen på grundlag af kun ét lydindtryk bliver i stand til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt.

Prøv hjernen

Man kan prøve sin hjernes evne til at udskille lyde, f.eks. i et selskab, hvor samtalen går lystigt, ved pludselig at sætte en finger i det ene øre og lukke øjnene. Alt bliver rod og forvirring, men efter få øjeblikke kan man ved bevidst koncentration følge med i samtalen. Men det er meget trættende, fordi det er en uvant situation. I det øjeblik vi stikker den ene finger i øret og vor hjerne endnu ikke er nået at følge med, er vi i nøjagtig samme situation som mikrofonen. Prøv det, og du vil efter næste mikrofonoptagelse nære en fantastisk beundring for det lille instrument, trods alt har fået noget forståeligt ud af det virvar af lyd. Men naturligvis kan vi ikke nå den samme fuldkommenhed med vore optagelser som ved radiostudiernes. Vi råder jo ikke over de mange mikrofoner med tilhørende mixerborde. Men det skal ikke være en sovepude, så må vi prøve at få det bedst mulige ud af det materiale, vi har til rådighed.

Studiet

Vi skal i en senere forbindelse vende tilbage til hvilken mikrofon, der skal anvendes til samtlige opgaver, og det må jo blive et voldsomt kompromis. Nu vil vi på vort studie, eller om vi foretrækker det: vor stue. Der er to problemer, der trænger sig på, nemlig isolation og refleksion. De har egentlig ikke meget med hinanden at gøre, men hver for sig er de af stor betydning for det gode resultat. Vi ser lidt på isolationen.

Lydisolation

Lydisolationen er egentlig ikke svær. Hvis vi har et fuldstændigt lukket rum, vil den lyd, der trænger ind i rummet, kun være den som væggene overfører. Det betyder, at jo tykkere væggen er, og dermed dens uvilje mod at viderebefordre lyden, desto sikrere er dette rum mod lydindtryk udefra. Nu kan man ikke med nogenlunde økonomisk rimelighed lave et rum, der er fuldstændig lydesikret, og det må derfor blive vor opgave at finde ud af, hvor lidt vi kan nøjes med, for at vi kan sige, at vi har gjort hvad vi kunne.

deci-Bell

Den måleenhed, der benyttes til måling af lydstyrken, kaldes Bell eller deci-Bell, og den må vi lære at kende. 1 Bell = 10 deci-bell der betyder en ændring af lyden på 10 gange. 10 deci-bell (eller blot 10 dB) mere, betyder en 10 gange stærkere lyd. Ved forsøg har man opstillet følgende tabel over lydstyrker:

0 dB Høretærsklen
10 dB Sus i løvet
20 dB Hvisken
30 dB Stille gade
40 dB Samtale
50 dB Restaurant
60 dB Støvsuger
70 dB Stærk konversation
80 dB Jernbane
90 dB Stærk gadestøj
100 dB Motorcykel
110 dB Flyver
120 dB Jetjager
130 dB Øvre høretærskel

En sådan tabel tages med megen forbehold. Der findes mange forskellige slags støvsugere og derfor også mange forskellige steder på skalaen, hvor støvsugeren kunne placeres. Det er kun en oversigt over lydstyrkerne. Forøvrigt er det utroligt at lægge mærke til, hvor stort et område vort øre spænder over. Ser vi rent matematisk på det, kan vi i alt 13 gange 10-doble lyden eller svarende til 10 billioner gange. Denne vor viden om lydstyrker skal vi så anvende i vor stue, idet vi blandt andet skal se, hvilke materialer der i hvilken tykkelse kan bringe isolationen af vort studie op i en antagelig højde.

Mikrofonen

En mikrofon kan være mange ting, og for den ukyndige vil det ofte være prisen på mikrofonen, der er afgørende i bedømmelsen af dens værdi. Men helt så let er det ikke. Fordi en mikrofon er dyr, behøver den ikke at være velegnet til det pågældende formål. Lad os derfor se lidt på de forskellige mikrofontyper.

Kulkornsmikrofon

Den første er nok den mest kendte, nemlig den mikrofon, der findes i en telefon og som kaldes Kulkornsmikrofonen. Det er den simpleste og samtidig også den dårligste. Kulkornsmikrofonen er op bygget som en lille kapsel, hvis overside er en ganske tynd og bøjelig membran, og indvendig er den fyldt med kulkorn. Kulkornsmikrofonen fødes indvendig med jævnstrøm. Når der tales mod en sådan mikrofon, sættes membranen i svingninger og tætheden af kulkornene varierer og dermed også styrken af den strøm, der får lov til at passere igennem dem. Kulkornsmikrofonen er meget robust, men dens frekvensområde er så lille, at de overtoner, der normalt giver musik og tale fylde, slet ikke opfanges. Kulkornsmikrofonen er derfor uegnet til vort brug.

Den dynamiske mikrofon

Den Dynamiske mikrofon er kendt af mange, men fortrinsvis som noget helt andet, nemlig en højttaler. Det dominerende i den dynamiske mikrofon er membranen, der er temmelig stor. Den kan være af tyndt metal eller af svært papir. Af stivheds hensyn er den ofte formet som en kegle. Membranen fastgøres i yderkanten til mikrofonhuset og i midten monteres en lille spole. Spolen er hul og passende ind i hulheden anbringes en magnet. Når lydbølgerne rammer membranen, sættes den i svingninger og den lille spole svinger uden om magneten. Herved dannes en svag vekselspænding i spolen. Denne svage strøm forstærkes nu, enten med en transformator eller en mindre forstærker. Som man vil se, er denne mikrofontype opbygget fuldstændig som en højttaler, og i de senere år er der også kommet flere samtaleanlæg på markedet, der anvender en sådan dynamisk mikrofon eller højttaler (hvad man nu vil kalde den) som kombineret mikrofon og højttaler. Nu må dette dog ikke få nogen til at tro, at man kan anvende en hvilken som helst højttaler som mikrofon. Skal man nå den gode gengivelse, sker det kun ved anvendelse af et apparatur, specielt fremstillet som højttaler.

Krystalmikrofonen

Krystalmikrofonen findes som en tredie type. Det er den mikrofon, som båndoptagere oftest er udstyret med, fordi det er den billigste type med en nogenlunde optagelses kvalitet. Systemet er det samme som i den dynamiske mikrofon, idet strømmen dog ikke dannes i en spole, men i et krystalelement. Dette element arbejder efter det princip, at flere lag sammenklæbede krystalskiver og metalfolier (lagt hveranden gang) vil udvikle en strøm, hvis der sker en vridning af lagene. Det udnyttes på den måde, at de tre hjørner af den sammenkittede celle spændes fast i bunden af mikrofonhuset og det fjerde hjørne forbindes med en lille stang til membranens midtpunkt. Krystalmikrofonen nyder den store popularitet, fordi dens udgangsspænding er mellem 20 og 30 millivolt i modsætning til den dynamiske mikrofons kun cirka 0,2 millivolt. Krystalmikrofonerne arbejder bedst mellem 15 og 40°, så de kan hverken anvendes til tropeture eller i frostvejr. En særlig type krystalmikrofon er klangcellemikrofonen, som er meget fintmærkende. Der anvendes her en større mængde krystalceller (helt op til 48 stykker), som ikke er i forbindelse med membranen, men som påvirkes direkte af luftsvingningerne.

Kondensatormikrofonen

Som den sidste i rækken og som den afgjort bedste mikrofontype kommer Kondensatormikrofonen, der ligesom den først nævnte type, kulkornsmikrofonen, ikke selv producerer strømmen, men som varierer en påsat spænding. Kondensatormikrofonen er egentlig meget simpelt udført. Membranen er en ganske tynd metalplade bag hvilken der, i en afstand af 0,01 til 0,03 mm findes en fast massiv elektrode. Mikrofonen fødes med en fast forspænding på cirka 100 volt gennem en meget stor modstand. Membranen og elektroden virker nu som en luftkondensator. Når lydbølgerne rammer membranen leverer mikrofonen en vekselspænding på indtil 5 millivolt, og variationen i spændingen svarer meget nøje til lydbølgernes form og styrke. Men mikrofonen kræver forstærkning af den frembragte vekselspænding, idet den transporteres videre, hvorfor kondensatormikrofonen altid forsynes med en indbygget forstærker (ses ofte anbragt som et fortykket stykke af stativet direkte under mikrofonkapslen). Hvis man for eksempel i en kondensatormikrofon borer en masse små huller i den massive elektrode, vil lydsvingningerne kunne komme både forfra og bagfra, men ikke fra siden. Vi får da det vi kalder ottetalskarakteristikken. Udbygningen og opbygningen af mikrofonhuset betyder uhyre meget for karakteristikken og det vil derfor altid være formålstjenligt at undersøge karakterikstikken for en mikrofon ved en prøveoptagelse inden man begynder at bruge den.

Tips om mikrofoner

Det er utænkeligt at videofilme uden lyd. Lyden er en vigtig bestanddel af informationen og af handlingen. Vi er idag vænnet til altid at få lyd til det levende billede. Muligheden for at indfange og optage lydsignalerne, får vi ved hjælp af mikrofoner. Alle videokameraer er forsynet med en indbygget mikrofon, så man kan optage filmen med den originale lyd. Men optagebetingelserne ændres hele tiden. Det ene øjeblik tager vi i total med vidvinkel, det næste et detaljeudsnit med tele. Den indbyggede mikrofon kan for det meste kun klare et utilstrækkeligt kompromis. Da det som regel er en mikrofon med kuglekarakteristik, indfanger den alt omkring sig med lige stor styrke. Vores ører opfanger også det hele, men hjernen koncentrere sig om det væsentlige og sorterer resten fra. Med en egnet mikrofon kan man skille det væsentlige fra det uvæsentlige og hindre blandingslyd. Ved benyttelse af en retningsbestemt mikrofon, f.eks. en nyre eller supernyre, undertrykkes lyde bagfra og fra siderne. Formålet er at lydbølgerne forfra skal dominere. Særligt ved teleoptagelser er det vigtigt. For at få lyden perfekt, må vi frakoble den indbyggede mikrofon, og anvende en retningsmikrofon. For foruden deres udseende og virkemåde er der en meget vigtig ting, nemlig det der kaldes retningskarakteristik. Hermed forstås populært hvad mikrofonen optager af det der foregå uden om den. Den almindeligste karakteristik er kuglekarakteristikken, der er almindelig ved krystalmikrofonerne. Kuglekarakteristik betyder, at der optages alt uden om mikrofonen i en kugle.

Kuglekarakteristik

Den indbyggede mikrofon har ofte denne karakteristik. Det vil sige, at den optager alt i 360° omkring kameraet, og derfor opfanger den alt for mange lyde både fra kameraet, og fra omgivelserne uden for billedfeltet. Perfekt til reportager, rundbordsdiskussioner og ved indblænding af kommentarer og anden ny lyd i originallyden. Ikke egnet til teleoptagelser eller udskilning af enkelte lydkilder.

Nyrekarakteristik

Med en ekstern mikrofon med nyrekarateristik, har man større muligheder for at udelukke forstyrrende lyde, dels fra kameraet, men også lyde der kommer uden for billedfeltet f.eks. trafikstøj eller samtale mellem personer der befinder sig i nærheden. Følsomheden er udpræget fremadrettet. En grafisk følsomhedskurve har form som en nyre. Ideel som reportagemikrofon til at undertrykke forstyrrende baggrundslyde og til optagelse af lyd fra én bestemt retning.

Supernyrekarakteristik

En superretnings mikrofon er kun følsom i én retning og er derfor meget velegnet til at sortere lyde, det er således muligt at stå på en befærdet vej og optage en samtale uden at lyden fra trafikken gør optagelsen ubrugelig. Brugen af denne slags mikrofon kræver dog større opmærksomhed, idet kun den lyd der er indenfor et meget snævert område vil komme med og man er derfor nødt til at "pege på" den ønskede lyd med mikrofonen. Forstærket følsomhedsretning fremad. Ignorerer effektivt lyde bagfra og fra siderne. Ideel til teleoptagelser (f.eks. fuglesang fra længere afstand). Vær forsigtig ved panorering: Ved hurtig ændring af billedudsnit, afbrydes også lyden abrupt.

Hovedtelefoner

Det er en god regel, altid at bruge hovedtelefon ved alle slags optagelser. Udendørs er hovedtelefonerne uundværlige. Med dem på kan man høre når det blæser, og dreje kameraet så man undgår det værste vindsus.

Vindsus

Det er meget almindeligt med vindsus når man laver udendørs optagelser, dette skyldes at vinden sætter mikrofon membranen i bevægelse, og dette opfattes som lyd. For at undgå vindstøj kan man sætte en vindkappe rundt om mikrofonen eller allerbedst en strikket strømpe. Det kan også være en hjælp at afskærme mikrofonen, så vinden ikke kommer direkte ind i den. For at forstå lydsiden, og dens mange virkemidler kan det være nyttigt at se hvordan man optager lyden til en film.<

Lydoptagelse

100% - lyd

Det er den lyd, der optages sammen med billedet. En dialog optages, når det er muligt, altid som 100% - lyd. For at undgå hørlige klip i lyden forsøger man at få dialogen og intet andet med.

Cleansound

Det er optagelse af den lydatmosfære, der findes på en optagelocation. Denne atmosfære lyd optages efter billedoptagelsen, og spilles så senere sammen med den redigerede 100% lyd.

Dub/eftersynkronisering

Hvor optageforholdene ikke tillader det, kan dialogen indspilles senere i et lydstudie, hvor en skuespiller lægger stemme til mundbevægelserne
(i praksis har skuespilleren hovedtelefoner på og siger sin replik sammen med den ubrugelige, men dog hørbare replik fra 100% lyden).

Effektlyd

Det kan være ringende telefoner og dørklokker, klask fra slagsmål o.s.v., som det ikke er praktisk at lave som 100% - lyd. Til denne afdeling hører også baggrundslyde, som ikke kan laves som clearsound (luftværnssirener o.s.v.)

Musik

Hvis ikke musikken er 100% - lyd, lægges den på bagefter.

Med automatisk lydregulering indspilles lyden så højt som muligt på videobåndet, og den regulerer sig selv hele tiden efter de stærkeste lyde. I værste fald kan der blive ujustérbare "pumpninger" i lyden. At indspille en dialog mellem to mennesker på et par meters afstand, i et støjende miljø, er næsten helt håbløst med automatisk lydregulering. Hvis der på den anden side er helt stille så er der risiko for at støjen fra kameraet går ind i mikrofonen. Hvad er HiFi-lyd værd i den sammenhæng? Selvfølgelig kan det være HiFi, men det er jo ikke den HiFi-lyd man præcis ønsker sig. Med en god separat mikrofon, og desuden muligheden for manuel regulering af lyden, bliver den forbedrede lydteknik på videobåndet mere interessant. Men det kræver så flere kundskaber og muligheder for overvågning af lydindspilningen. Det er ikke for ingenting at et professionelt kamerateam består af fotograf og en lydtekniker. Nok er lydteknikken gået frem, men der er stadigvæk menneskene bag, der afgør om den endelige kvalitet, HiFi, stereo og digital lyd er god, men det er på ingen måde nogen garanti for en kanonlyd på videoindspilningen.

Bedre lyd på videofilmen

Lyd findes overalt, men er alligevel ganske svær at fange med mikrofoner. Til forskel fra mennesker kan mikrofonen aldrig udskille forskellige lyde eller sigte de uinteressante lyde væk. Den menneskelige hørelse er i den henseende en unik evne, selektivt at kunne plukke det ud vi vil høre. Man taler om "cocktail-party-effekten", dvs. at man kan smuglytte til en konversation, samtidig med man selv deltager i en anden diskussion. Mikrofonerne høre alt, mere eller mindre godt. Med 2 mikrofoner i stereo øger man til en vis grad mulighederne for at udskille forskellige lyde, i det mindste retningsmæssigt, men det kræver naturligvis stereogengivelse helt frem til TV-apparatet eller stereoanlægget. At indspille i stereo kan blive ganske effektfuldt, men kræver samtidigt lidt mere disciplin med indspilningsarbejdet. At fare rundt med kameraet hvor som helst gør at lydbillederne bliver temmelig kunstige. En mono optagelse kan under sådanne omstændigheder være betydeligt bedre. Ligesom man i fotosammenhæng ofte har en overtro på at lyset er godt nok, så har de fleste tilsvarende overtro på, at "rigtig" lyd kommer ind på båndet. Ikke så sjældent bliver man misfornøjet med den indspillede lyd, eftersom der samtidig kom en masse andet "støj" med, som måske t.o.m. overdøvede den lyd man egentlig ville fange. Det kan være opvaskemaskinen der overdøver babyens første ord, eller trafiklarmen der overdøver fuglekvidret

Vigtigst er mikrofonen

Det måske vigtigste led i lydkæden er mikrofonen, et faktum som mange ikke kan indse, i særdeleshed ikke kamerafabrikanterne. Mikrofonen har længe været det man har sparet på, eftersom lyden traditionelt har haft en relativ lav teknisk standard. Delvis afhængig af begrænsningerne i hele videoteknikken som sådan, med lave båndhastigheder og andet. Men med bedre lydkvalitet på videobåndet, HiFi-lyd, så kræves der også bedre mikrofoner, og tillige større kundskab om hvordan man indspiller. Mikrofonteknikken er derfor mindst ligeså vigtig som selve mikrofonen. Lad os kigge på hvordan det fungerer i amatørvideosammenhæng:

• mikrofonen sidder i 99% tilfælde på camcorderen.
• der findes sjældent mulighed for manuel lydregulering eller filtrering.
• der findes i nogle tilfælde heller ikke mulighed for kontrollytning.

Oddsen for en god lydindspilning kan synes meget dårlige, i det mindste hvis man har lidt højere krav end hvad den automatisk indspillede lyd som mikrofonen fanger. Vi skal derfor punkt for punkt analysere teknikken bagved, for dermed at vise hvad der kan ændres og forbedres.

Fast eller løs mikrofon

Dette faktum at mikrofonen sidder fast på camcorderen, gør at man er relativt begrænset lydmæssigt. Generelt kan man sige at mikrofonen på camcorderen kan anvendes til at fange den normale lyd foran og rundt om camcorderen. Skal en dialog indspilles mellem to mennesker, må camcordermikrofonen befinde sig ganske nær objektet, hvis det skal høres godt. Det går altså ikke at stå på lang afstand med kraftig tele, og indspille en samtale. Et eksempel, der er dømt til at mislykkedes, er at optage en præst på prædikestolen fra en plads langt tilbage i kirken. Ekkoet fra kirkerummet kommer sansynligvis til at blive den dominerende lyd på optagelsen. Nærbilleder er altså vigtige i forbindelse med lyd, særskilt når der er støjende rundt omkring, eller når akustikken er "stor" som i en kirke. Nærbilleder (lyd)kan man få ved at have en løs, separat mikrofon der placeres ved objektet. En løsning der forudsætter at man kan tilslutte en separat mikrofon til camcorderen, noget der desværre ikke kan lade sig gøre på alle camcordere. Separate mikrofoner kan eksempelvis holdes i hånden af objektet, eller fæstnes på en mikrofonbom, som en "lydassistent" får lov til at holde. Et tredie, og ganske godt alternativ, er en såkaldt slipsemikrofon, der kan fæstnes på objektets trøje eller jakke. Det er små mikrofoner der næsten ikke kan ses.En lidt mere sofistikeret variant, er at have den separate mikrofon trådløs, dvs. uden ledning. Mikrofonen er da forsynet med en indbygget sender, hvor modtageren monteres og tilsluttes camcorderen. Det bevirker at man bliver mere fri, og kan arbejde uden at risikere at falde over mikrofonledningen.

Retnings mikrofoner

En mikrofon kan være retningsbestemt eller alt optagende i sin måde at være følsom overfor lyd. Man taler om enten nyre- og kuglekarakteristik, samt den mere usædvanlige "ottetal" i forbindelse med mikrofoner. Det er formler der angiver mikrofonens arbejdsfelt. En retningsmikrofon, nyre eller t.o.m. supernyre, er meget almindelig i forbindelse med film og video, af den simple grund, at man vil fange lyden fra et bestemt sted, på større eller mindre afstand. Afstanden hører sammen med at man ikke vil have mikrofonen med "i billedet" som det hedder, og har man et totalbillede, kan mikrofonafstanden blive meget lang. Supernyren er så den eneste anvendelige, eftersom den fanger lyden indenfor en ganske snæver vinkel, omtrent som et ekstremt teleobjektiv. Ulempen med retningsmikrofoner, særskilt supernyre, er at disse er meget følsomme overfor vindstød og blæst. Det mindste lille vindstød giver lydforstyrrelser. Retningsmikrofoner behøver derfor kraftige vindhætter i form af skumgummi, strikkede poser eller lignende. En nødløsning kan også være et såkaldt basfilter der skærer de laveste frekvenser fra, som vindstødene ellers afstedkommer.

Alt optagende mikrofoner

Den alt optagende mikrofon, eller kugle som man også kalder den, er i princippet følsom for lyd fra alle retninger. Den fanger altså lyden lige godt, uanset om den kommer forfra eller fra siden. Fordelen med kuglemikrofonen er dens totale ufølsomhed overfor blæst og anden ydre påvirkning. Typisk ledningsstøj. Skal man fange svage lyde med en kuglemikrofon må man gå på nært hold, i særdeleshed hvis der er meget støj rundt omkring, eller det er akustisk besværligt. I den senere tid er der også kommet såkaldte zoommikrofoner, hvor følsomheden kan ændres, dvs. hvor meget mikrofonen optager i bredden. I princippet fra kugle- til supernyrekarakteristik. Valget af mikrofon, nyre- eller kugle, afhænger af hvordan man vil arbejde, begge typer har deres fordele indenfor forskellige områder. Er man forberedt på at lade mikrofonen ses i billedet, så kan kuglemikrofonen faktisk være en fordel mange gange, takket være sin før omtalte ufølsomhed for vind og blæst. Man skal også være klar over, at selv den mest retningsbestemte mikrofon ikke kun fanger lyden lige forfra, selv om man hører det bedst fra den kant. Bagfra kommer der også lyd ind, man så lyder det ikke godt. Taler man om mikrofoner skal man heller ikke glemme, at der findes forskellige virkemåder som mikrofonerne fungerer på. Til film og video handler det hovedsageligt om såkaldte dynamiske mikrofoner og elektro/kondensator mikrofoner. Den dynamiske mikrofon er robust og solid, eftersom den ikke indeholder nogen elektronik. Elektro- eller kondensator mikrofoner er mere følsomme, og kræver også en form for strømforsyning for at fungere.

Lydregulering

Det er næsten umuligt at regulere lyden på en camcorder, undtagen på et lille antal, f.eks. SONY V5000 og V6000. De fleste camcordere idag har automatisk lydregulering, hvilket medfører at lydniveauet hele tiden tilpasses den stærkeste lyd, og lyden indspilles altid så stærkt som muligt påDet betyder at når lydniveauet er svagt foran mikrofonen, så sker der en ganske lille forstærkning, og modsat ved højt lydniveau. Hvis lydniveauet er meget svagt foran mikrofonen, er der desuden risiko for at kameraets egne lyde går ind på videobåndet. Dette eftersom lydkredsen hele tiden stræber efter at indspille så stærkt som muligt. Kommer der en stærkere lyd end kameralyden, så dæmpes det og forsvinder! Med dette eksempel kan alle forstå at automatisk lydregulering ikke er særlig godt. Men vi skal vel også påpege at der faktisk findes gode automatiske lydreguleringer, det beror helt på hvordan man konstruere kredsene, i praksis hvor meget man ofrer på elektronikken. En god måde at prøve den automatiske lydregulering er at selv, som kameramand tale i mikrofonen. Man mærker da hvordan reguleringen fungerer, når der kommer en relativ kraftig lyd ind i mikrofonen. Samtidig får man også en kontrol af hvor retningsbestemt mikrofonen er, dvs. hvor god eller dårlig den fanger lyden, der kommer bagfra. Netop kamerakommentarer er faktisk vældig gode at have tilgang til ved visse indspilninger. Har man automatisk lydregulering, eller ALC (Automatic Level Control) som det også hedder, så er der ikke så meget man kan gøre. Muligvis må man tænke sig om og vælge sine lydmiljøer, når man eksempelvis skal indspille tale. Undgå støjende gader, store akustiske lokaler, eller andre steder hvor pludselige, uventede og kraftige lyde kan forekomme. Det kan nemlig helt undertrykke det du egentlig vil indspille. Det kræver en form for måling at regulere lyden manuelt, for at se hvor kraftigt man indspiller på videobåndet. I den henseende er det få camcordere der har særskilte lydmålere, nævnes kan SONY's Video8 V200, V5000, V6000.

Kontrol lytning

Som sidste punkt i vor opstilling har vi kontrol lytningen, en nok så vigtig detalje i indspilningsarbejdet. Uden kontrolmulighed ved man ikke hvad det er for en lyd, der kommer ind på videobåndet. Jævnfører man med videofilmning så er det samme sag som at filme, uden at kunne se i søgeren. Ingen kunne vel tænke sig at tage billeder, uden at kunne se hvad man filmer. Men det sker næsten altid når det gælder lyden i amatørvideoer. Problemet med kontrol lytning er at de fleste camcordere savner udtag til høretelefoner. Og i de tilfælde hvor de findes, er lydniveauet ofte så lavt, at man ikke kan afgøre hvad det er for lyd der kommer ind. Man forstyrres helt enkelt af al den lyd der er rundt omkring. Det er et fåtal af camcordere, der overhovedet har nogen niveaukontrol for høretelefoner. SONY's Video8 V200, V5000, V6000 hører til gruppen med kontrol.

Nogle grundregler

Afslutningsvis kommer her en lille sammenfatning af grundreglerne for bedre lyd til videoindspilningen: Gå tæt på objektet hvis du vil være sikker på at det skal lyde godt, det gælder særskilt hvis du tænker på at anvende den faste mikrofon. Ved lange kameraafstande bør man altid anvende en separat mikrofon, fremfor alt, hvis du skal indspille tale eller i øvrigt svage lyde. Vælg mikrofon efter omstændighederne, en retningsmikrofon er ikke altid bedst, eftersom den samtidig er meget følsom for blæst og anden støj. Kuglemikrofonen er derimod helt ufølsom, men kræver samtidig kortere afstand til lydkilden. Har du muligheden så er kontrol lytning af lyden altid god, eftersom det er den eneste måde, hvorpå du virkelig får at vide, hvad der kommer ind på lydsporet. Er indspilningen meget vigtig, ud fra et lydsynspunkt, så er det altid godt at lave en testindspilning som direkte kan kontrolleres i et TV-apparat. Anser du at lyden er lige så vigtig som billedet, så bør du vælge den camcorder, hvorpå du kan tilslutte separate mikrofoner, samt giver dig mulighed for manuel lydregulering og kontrol lytning af lyden. Først da har du fuld kontrol over den lydmæssige del af din videoindspilning.

---