Videoskole

Du har sikkert hørt morsomme historier, men også oplevet hvordan fortælleren helt missede pointen.

Hvad er det der gør en historie morsom, interessant eller spændende? En historie kaldes dramaturgi. Dramaturgen kan ses som en ekspert i dramaets teori og anvendes som rådgiver ved filmindspilninger, og opsætninger af teater stykker. Men selv forfatteren har stor nytte af at kunne lidt dramaturgi. Afslører du pointen allerede i første filmsekvens bliver resten en kedelig konstatering. Hvis du på den anden side går som katten om den varme grød og aldrig kommer til filmens handling, trætter du publikum meget hurtigt. Koncentrér dig derfor om det væsentlige.

PLANLÆGNING GIVER RESULTAT

Allerede inden du begynder at filme, er det rart at vide hvordan filmen skal slutte. Selv med meget lidt planlægning bliver resultatet ofte bedre end uden planlægning. Dette gælder selv om man er dygtig eller ej.

Alt filmarbejde udgår fra en idé. Omkring den skaber du et synopsis der fortæller om længde og hovedsageligt indhold.

Udfra denne synopsis bygges siden fortællingen op. En god måde, er at skrive filmens forskellige dele ned på lapper, som en serie miniature skitser, over hvad der skal ske i billedet, som ændres og flyttes til man har en nogenlunde færdig historie (storyboard). Mange af lapperne havner i papirkurven, men hellere det end en dårlig film. Din storyboard kan eventuelt skrives om til et manuskript, som er en meget detaljeret indspilningsplan. Det sidste indeholder oplysninger om plads, tid, skuespillere med mere. En scene der ikke bliver god, tages bare om. Visse kameraer tillader at du tager nye optagelser (insert) oven på de gamle, uden forstyrrelser. Man kan altså bagefter indsætte en ny sekvens tidligere på båndet uden billedforstyrrelser. Planlagte optagelser giver en god redigeret film fra begyndelsen.

DEN KLASSISKE MODEL

Introduktionen bør allerede slå filmens tone an. Når publikum har gjort sig bekendt med hovedaktøren, begynder du at optrappe en „konflikt", hvor denne allerede fra begyndelsen befinder sig i en ret underlegen position. Publikum engagerer sig i, hvordan det skal gå og holdes i uvished indtil slutningen.

Dette er den klassiske model for opbygningen af en film. Dermed ikke sagt, at man slavisk skal følge den.

Et eksempel på ovenstående, er en reklamefilm for chokolade kiks.

INTRODUKTIONEN:

En mand er på vej hjem fra arbejdet, har netop sat sig i bussen og begyndt at spise en chokolade kiks.

KONFLIKTEN:

Netop som han begynder at nyde den, ser han en arbejdskammerat nærme sig. Eftersom han vil have kiksen for sig selv, tygger han på livet løs og når lige at få den sidste bid i munden og gemme papiret, inden kammeraten slår sig ned ved siden af.

SLUTNINGEN:

Kammeraten tager en pakke chokolade kiks af samme fabrikat og byder ham en.

Filmen er kun 45 sekunder lang og på den korte tid, er det lykkedes at fortælle en historie der kan vække mange tanker og følelser.

BEGYNDELSEN VIGTIGST

Introduktionen er uhørt vigtig. Her afgøres det om det lykkes dig at engagere seerne. Allerede i de første scener bør hoved konflikten præsenteres samt filmens stil - komedie, drama eller dokumentar. Når så introduktionen har fanget opmærksomheden, vil publikum vide mere om miljøet, personerne og baggrunden for konflikten. Man må hurtigt gøre det klart for publikum hvor, hvornår, hvorfor og hvordan. Er publikum selv aktører i filmen er sagen klar, men så snart du vender dig til andre kræves der noget mere for at fange publikum. Det gælder helt enkelt om at holde interessen i live.

NYSGERRIG GENNEM KONFLIKT OG PLANTNING

Som du allerede har forstået er det en sikker metode at etablere en konflikt. Kojak, Dallas, Hill Street, ja, hver eneste TV-serie, er en kæde af konflikter der skabes og opløses på en måde der lokker publikum til at se de efterfølgende afsnit. Man kan også indføre hændelser og genstande i fortællingen der synes helt irrelevante. Publikum tvinges dermed af nysgerrighed til at blive siddende, for så efterhånden at få en forklaring. Det værste man kan gøre som filmer, er aldrig at give en forklaring. Så føler seeren sig ført bag lyset. Men det rækker ikke med dramaturgiske kneb. Man må naturligvis have noget at fortælle. Ofte er det mange ting, man vil fortælle samtidig.

kill your darling - prioritér

Men ambitionen at fortælle må hele tiden underordnes det der skal føre handlingen videre. Du mister intet ved at tage en dårlig sekvens om, det er altid vanskeligere at redigere bagefter. En scene der leder seeren ind på et sidespor skal bort. At Karl vasker sin bil, hører formodentlig ikke hjemme i filmen „Oles nye cykel".

Kill your Darlings er blevet et bevinget udtryk. Vil du vise en langvarig proces, f.eks. Peters første år, er der ikke plads til alle madningerne og bleskiftene. Selv om de opleves som dominerende indslag, kræves der andre indslag for at bibeholde opmærksomheden hos publikum. Der sker jo trods alt ganske meget i et menneskes første år.

Turde filme stillbilleder

Eksemplet med chokolade reklamen bestod af en eneste scene uden zoomninger. Den eneste billedforandring var en lille panorering. Selvfølgelig anvendtes der stativ, noget som adskillige amatørfilm ville vinde ved. Fejltagelsen mange amatører gør, er at de for enhver pris vil vise at det drejer sig om film. Kameraet farer frem og tilbage, samtidig med at zoom knappen flittigt anvendes. I de fleste tilfælde bliver resultatet bedre hvis kameraet står stille, og man skridt for skridt skifter billedudsnit fra forskellige udgangspunkter. Det gælder til og med ubevægelige motiver. I detalje billederne ser vi alligevel at vandet risler og løvet blafre. Hvor lang en scene skal være afgøres af hvor kompleks indholdet er. Et nærbillede med få detaljer kan generelt gøres kortere. Længden på hver scene angiver også tempoet i filmen samtidig med at man skaber en forandring der leder handlingen fremad. Netop forandring er det der skiller film fra stillbillede.

Filmen

Tænk på din favorit serie i TV.

Hver episode indledes næsten altid med, i det mindste en almen oversigt af miljøet eller området, inden man begynder på den egentlige handling. Dette kaldes med et engelsk ord „establishing", man antyder hvad der skal ske.

Sådan kan du også begynde. På stranden f.eks. starter du med en eller to optagelser, der viser hele vidden af sand, hav og klitter, inden du går over til mere detaljerede optagelser. Hvis du ikke bruger stativ kan rystelses effekten mindskes ved at zoomen stilles på vidvinkel. Undgå panoreringer, det vil sige at dreje kameraet sidelæns, eftersom sådanne let giver et fladt indtryk. Og om horisonten er med - vær påpasselig med at holde kameraet lige.

Vær opmærksom på kraftig modlys, f.eks. en lys himmel der på grund af den automatiske eksponering får forgrunden til at blive for mørk. På mange kameraer kan man kompensere for dette med en manuel blænder indstilling. Sommetider kaldet Iris eller Back-light.

Film i rigtig rækkefølge og ikke for lange scener

Tilbage til fortællingen. Eftersom amatørfilmeren har få muligheder til at redigere bagefter, må han gøre det direkte i kameraet, det vil sige filme scenerne i den rækkefølge seerne senere får dem at se.

Det gælder altså fra begyndelsen at afkorte lange og gentagne hændelser.

Et fragttog der passerer en overskæring tager lang tid. For at forkorte scenen uden at den mister noget, kan man hoppe over midten af toget og klippe en scene af den ventende biltrafik, eller toghjulene, inden man vender tilbage til de sidste vogne. Klippet laves ved at kameraet slukkes medens man vælger nyt motiv og billedudsnit. At panorerer til de ventende biler er ikke godt, eftersom man da ikke kan afkorte scenen. Det der er beskrevet ovenfor kaldes „cut-in" på filmsproget.

Hidtil har vi kun talt om ikke at panorerer med kameraet. Men naturligvis er der tilfælde hvor det er rigtigt at panorerer; f.eks. når du følger en genstand der bevæger sig. Du skal bare sørge for at der er bevægelsesrum i billedet.

kryds ikke 180° - linien

Et tips til - når du tager mennesker eller genstande i bevægelse: Tænk på retningen, ellers bliver resultatet forvirrende.

Eksempel:

Et par kommer gående skråt mod kameraet. I begyndelsen er de langt borte og du vil klippe til nærbillede. ændre da gerne kameravinklen en anelse, men ikke sådan at parret er den anden vej ud af billedet. Reglen er at holde sig på den rigtige side af 180°-linien. Hvis man filmer to personer der taler med hinanden, går linien lige igennem parret. Så længe kameraet befinder sig på liniens forside er alt som det skal være, men hvis filmeren bestemmer sig for at tage et indskudsbillede af den ene persons anden ansigts halvdel overskrides 180°-linien. og resultatet bliver at personen taler fra samme side som den anden. Det vil se ud som personerne har byttet plads.

Vil man alligevel filme fra den anden side, kan man lade personen vende sig inden scenen afbrydes, eller helt enkelt filme medens kameraet flyttes, da kan publikum følge med i det der sker.

giv plads til at se

En anden god regel man må tænke på, når man har mennesker i nærbillede, er at ikke placere dem midt i billedet. Giv dem lidt rum til at se. Det vil sige mere spillerum i den retning de vender. Vær også opmærksom på flagstænger, træer og lignende så det ikke ser ud som disse vokser ud af motivets hoved. Endnu en god regel når det gælder billedkompositioner, denne: Se i søgeren og inddel billedfeltet i ni lige store felter, altså tre lodrette og tre vandrette linier. Placér derefter de vigtigste dele langs disse tænkte linier, allerhelst i skæringspunkterne. Reglen kaldes „Det gyldne snit" og giver et meget godt udgangspunkt for et balanceret billede. For hvor kunstigt det end lyder, så opfattes et billede med motivet centreret som ubalanceret.

rystelser mærkes tydligere med tele

Med zoomobjektivet i teleindstilling presses billeddybden sammen, trafikpropper virker mere sammenpressede end de i virkeligheden er og tog ser ud som tusindben.

Vær opmærksom på at tele indebære at kamerarystelser tydelig ses på billederne, og at skarphedsdybden mindskes, i særdeleshed når lyset er dårligt.

En genstand bliver større på billedet med tele end med normal, når afstanden er den samme. Og med vidvinkel bliver genstanden meget mindre.

Modsat teleobjektivet øger vidvinklen billeddybden samtidig med den overdriver hastigheden på genstande der bevæger sig.

Vidvinklen er meget anvendelig indendørs og på andre steder med begrænset rum. Pas på med ansigter der kommer for nært på kameraet, de kan få et grimt udseende på grund af vidvinklen.

zoom sjældent

De grundliggende kamerabevægelser er panorering (bevægelse sidelæns), tiltning (bevægelse opad og nedad) og zoomning (bevægelse i dybden).

Er der nogen bevægelse som amatørfilmeren anvender oftere end andre, er det zoomen. Det virker altfor fristende at køre frem og tilbage i billedet, til at lade zoomknappen være i fred. Måske synes man, som allerede nævnt, at film høre sammen med bevægelser og det gør det jo til dels. Men hver kamerabevægelse skal have et formål. Anvendes bevægelsen forkert eller ved et forkert tilfælde, drages publikums opmærksomhed fra handlingen og koncentreres i stedetfor på hvad kameraet laver.

Desuden begrænses mulighederne til redigering.

Eksempel:

Du opdager at din zoomning er for lang og må forkortes. Det bedste er formodentlig at tage den helt ud. Alternativet er at klippe (elektronisk) i zoomningen, hvilket ikke giver noget godt resultat - motivet får jo pludselig et hop i sin bevægelse.

følg en bevægelse

En panorering tilfører også ny information. Laver man den for hurtigt, får man næsten altid uskarpe billeder. En god panorering får man blandt andet ved at lade en genstand lede panoreringen - en bil i bevægelse eller en person der går. Publikum ved hele tiden hvad de skal kigge på, de har fået en reference.

Rådet bliver stort set det samme når det gælder tiltning. Følg gerne noget der falder, en faldskærmsudspring f.eks. eller tilt fra den lykkeligt uvidende mand til den vandfyldte spand der balancerer på døren præcis over hans hoved. Men vær bevidst om at alle kamerabevægelser let gør at publikum bliver distraheret. i stedetfor at tilfører dem noget nyt.

Og til slut et råd der i denne forbindelse kan gives hvorsomhelst - anvend stativ, for er der noget der forstyrrer er det rystede og uskarpe billeder.

Den gode historie. den røde tråd

Starten på en TV-udsendelse eller video er altid en idé. Har man så den gode idé, skal man finde en form der passer til den. Man skal finde ud af om man vil lave et magasinprogram, TV-teater, en reportage eller en stemningsskildring. Mulighederne er mange og det er kun fantasien der sætter grænser.

Hvis det er et magasinprogram skal der være en eller anden form for en fællesnævner. Der skal være et gennemgående tema i udsendelsen, en rød tråd.

Sværere bliver det når der er tale om TV-teater, her skal man have en god historie. Det at skrive en god historie, er for de fleste, noget af det absolut sværeste. Der er også mange der tyr til hjælp udefra på dette punkt.

Reportagen er en ganske speciel form, hvor det ofte er meget tilfældigt hvad man kommer hjem med. Det er dog væsenligt, at en reportage er styret så meget som muligt, gennem en grundig planlægning, ellers risikerer man at komme hjem med en masse scener man ikke kan bruge.

En stemningsskildring kan være en musikvideo eller f.eks. en række stillbilleder med musik til at underbygge stemningen. Det er en form der kan være meget flot, og det er selvfølgelig meget vigtigt hvilken musik der vælges, men det kan også nemt blive "lydsovs". Et godt råd kan derfor være at gøre sparsomt brug af f.eks. "De fire årstider" (Vivaldi), Jean Michel Jarre og Pink Floyd. Denne form er tæt forbundet med diasshowet.

Ferie og familievideo er en mellemting mellem reportage og stemningsskildring, og det er ofte vanskeligt at planlægge ret meget i forvejen. Der er dog et par gode råd; undgå for mange scener med spisning, de kan virke meget "uinteressante" i den færdige video. Det er også en god idé at lytte til den samtale der foregår i hele rummet, og ikke stoppe optagelsen midt i en sætning eller en god historie, det giver problemer når det hele skal klippes sammen. Man skal også tænke på hvad der bliver sagt, det kan godt være at en bemærkning, kan såre en fremtidig tilskuer til den færdige video.

Tænk over det! Hvad vil du fortælle? Har du en god historie eller er det en stemning du vil skildre? Reportagen er et specielt medie, hvor du skal huske planlægningen.

Hvor lang er en god video

Har man været ude at rejse, og er kommet hjem med billeder af de mange seværdigheder og familien, har de fleste en tilbøjelighed til at udsætte gæsterne for timelange ørkenvandringer af ferieoplevelser. Det er en almindelig og kendt fejl. Det er jo langt fra sikkert at folk der ikke har stået med kameraet, eller måske ikke en gang har deltaget, har det samme forhold til billedshowet som en selv. Sikkert er det, de ville have mere glæde af at se en meget kortere version, der mere var en stemningsskildring end et billedgalleri.

Dette gælder også mange videooptagelser. Man skal altså tænke over hvad der kan have interesse at se for andre. Det er ofte en god idé at gøre det lidt kortere end man egentlig syntes. Tænk også på scener der ikke bidrager til historien, har ingen plads i filmen. Hvis en scene ikke er en del af handlingen eller føjer nye dimensioner til, i form af en uddybning af handlingen, så skal de fjernes. Der er visse gyldne regler for længden på film/TV produktioner. En film er normalt ca. en og en halv time. Det er normalt den tid det tager at få fortalt en historie, uden at den bliver for lang eller virker

afsnappet. På samme måde er et magasinprogram normalt enten femogtyve eller halvtreds minutter. En musikvideo er omkring to til tre minutter. En reportage er sjældent god, hvis den er længere end ti til femten minutter.

Altså: Gør din video så kort som du syntes du kan. Tyve minutter er meget lang tid.

Videooptagelser

Videooptagelser foregår med en camcorder, der er et kamera der har indbygget en videobåndoptager.

grundlæggende regler:

Alt videoudstyr betjenes med en eller to lette fingre, brug aldrig vold. Se på stikkene om de passer sammen, og ledninger må ikke vrides eller knækkes.

Pas på at kameraet (camcorderen) sidder fast på stativet, og husk aldrig at forlade et kamera på stativ, hvor stativhovedet ikke er låst.

Pas på dine videobånd, udsæt dem ikke for varme, fugt eller stærk magnetisme. Batterier skal helst køres helt ned og derefter lades helt op. Hav altid ekstra batterier med.

Videokameraet

Skarphed: Kan enten gøres manuelt (husk altid at have skarpe billeder) eller ved autofokus (AF). Autofokus kan normalt slås fra, og husk at AF ikke kan "tænke" den tager ofte fejl når der kommer glas, kviste eller andre ting mellem kamera og motiv.

Zoom: Foretages med motorzoom, normalt i to hastigheder, eller evt. manuelt. Det kan spare dit batteri at bruge manuel zoom. Brug zoomen meget lidt under optagelsen, men brug den før optagelsen til at kontrollere skarphedsindstillingen med (zoom ind - stil skarpt - zoom ud til den ønskede indstilling). Husk at skarphedsområdet er meget mindre ved tele end ved vidvinkel.

Hvidbalance: Bruges til at "gøre det hvide hvidt". På de fleste kameraer gøres dette automatisk.

Hvidbalancering: Skal foretages hver gang lyset skifter, på de fleste kameraer der ikke gør dette automatisk. Det foregår på den måde, at man placerer et stykke hvidt papir foran objektivet, så lyset falder på papiret, tryk på knappen til at sætte hvidbalancen og slip den når markeringen viser at hvidbalancen er OK.

Billedudsnit

Zoom med omtanke

Ofte falder man for fristelsen til at zoome ind på en person, selv om man befinder sig langt fra vedkommende. Men selv om man bruger stativ bliver disse optagelser tit rystede. I stedet skal man bevæge sig tættere på med kameraet. Optagelsen bliver meget stabil, og lyden bliver opfanget uden problemer af kameraets mikrofon.

Ultra-total eller oversigtbillede

Oversigtbilledet bruges til at placere handlingen rent grografisk. Denne optagelse tages altid i fuld vidvinkel. Er man ikke i besiddelse af en tilstrækkelig stor vidvinkel, så det er umuligt at få hele motivet med i søgeren, kan en kort panorering være løsningen. En række totalbilleder kan også give et udmærket overblik og seeren får tid til at opfatte hvor handlingen finder sted.

Total

Mens ultra-totalbilledet lægger vægt på omgivelserne omkring hovedmotivet, koncentrerer totalen

Halvtotal

Sørger man ikke for at gå tættere på motivet, bliver filmen en stærk konkurrent til diverse sovepiller. Med halvtotal får man et bedre indblik i handlingen, uden at glemme omgivelserne og miljøet. Fordelen ved halvtotal er, at man kan optage en samtale mellem to personer uden at panorere fra den ene til den anden. Der er samtidig plads til at personerne kan gestikulere.opmærksomheden på selve hovedmotivet, uden dog at vise det i detaljer. Er hovedmotivet en person, vises denne fra top til tå. Seeren har nu fået indtryk af, hvem eller hvad handlingen kommer til at dreje sig om. Miljøet og stemningen omkring hovedmotivet fremtræder nu tydeligt.

Totalen er et af de mest brugte billedudsnit, og mange undlader desværre at gå tættere på motivet. Dette billedudsnit skal generelt kun bruges til at indlede en sekvens, men mange filmer størstedelen af videoen i total. Resultatet er dødkedeligt.

Halvnær

Interessen bliver mere koncentreret om en enkelt person. Hvilket udsnit man vælger, afhænger helt af hvor meget den pågældende bevæger sig, hvor distraherende baggrunden er m.m.

Nærbillede

Intet er så kedeligt som en film uden nærbilleder. Med de foregående billedudsnit har vi vist, hvor hovedmotivet befinder sig, og henledt seerens opmærksomhed på en enkelt person i det samlede motiv. Men indlevelsen opnår vi først med nærbilledet, fordi seeren føler at han/hun befinder sig i samme stue som den medvirkende i filmen. Videofilmen bliver mere nærværende og personlig, og derfor betydelig mere interessant.

Meget nær

Enhver lille ansigtsbevægelse træder tydeligt frem. Dette udsnit virker meget stærkt, og skal bruges med omtanke, da "ofret" ikke har en chance for at skjule rynker og urenheder. Man skal søge at undgå, at personen ser direkte ind i kameraet, da det gør os opmærksomme på mediet, og tager en del af indlevelsen. Nærbilleder af børn, blomster og dyr gør videoen mere interessant.

Ultra-nær

Ultra-nær eller close-up kan laves med makroindstillingen på objektivet, med tele eller med nærlinse. Øjne er det mest udtryksfulde på mennesker og er derfor meget oplagt at tage i ultra-nær.

En optagelse af læber i ultra-nær, kan udtrykke sensualitet, mens et øre, der fylder hele skærmen giver indtryk af at personen lytter intens. Vælg dine nærbilleder, for nærbilleder er en effekt.

Derfor er det væsentligt, når de bruges, at de har noget med historien at gøre. Man skal aldrig lave et nærbillede af noget, man bare synes er flot. Vælg noget der understreger det, du gerne vil fortælle, eller brug et nærbillede som en spoteffekt til at henlede opmærksomheden på noget bestemt.

Konklusion

Det er yderst vigtigt at variere billedudsnittet, således at man skiftevis får overblik og detaljer. Ultra-total og total benyttes hovedsageligt til at stedbestemme handlingen i begyndelsen af en sekvens. Man kan også starte en sekvens på en mere utraditionel måde, f.eks. med et nærbillede af en person eller en genstand, og derefter gå over til en total. Pas på at dine nærbilleder ikke bryder rytmen i din film. Brug ikke for mange total optagelser. Ryd op i dine billeder, fjern ting der ikke har noget at gøre med historien, og lav kun nærbilleder af ting, der skal fremhæves i historien. Vælg dine billeder.

Billedkomposition

Billedkomposition går ud på, at opbygge de enkelte billeder, på en sådan måde at det budskab man ønsker at formidle understøttes effektivt, og samtidig at man opnår et behageligt, velafbalanceret billede.

Videobilledet (og TV-skærmen) er 4 enheder i bredden og 3 enheder i højden, og alle elementer er bundet af videobilledets ydre rammer og proportioner. Hver gang der stilles op til en optagelse, bør man lege med billedets komposition ved at flytte rundt på kameraet eller ved at ændre på objektivets brændvidde, således at man får indrammet netop det, der på den mest effektive måde formidler ens budskab. Gør det til en vane at afsøge hele sceneriet i søgeren, prøv forskellige optagevinkler og forskellige brændvidder. Se specielt efter ud mod kanterne af billedet, der kan være uønskede billedelementer, der kan være en hånd, en del af en person eller noget andet som man ikke ønsker med i billedet.

Trediedelsreglen

Et hjælpemiddel til velkomponerede billeder er "trediedelsreglen".

Forstil dig billedet i søgeren delt op i 3 lige store dele både lodret og vandret, komponér billedet således at hovedelementerne i billedet falder sammen med linierne eller deres skæringspunkter. Det er særligt vigtigt ved totaler, hvor man på denne måde afbalancere billedet horisontalt og vertikalt. Alt efter motivet, skal man sørge for at horisonten enten ligger ved underste eller øverste horisontale linie.

Plads til at se

Når man komponerer et billede af en person, der ser mod et punkt uden for billedet, skal man altid give motivet mere luft fortil end bagud, det giver en bedre balance i billedet og en øget fornemmelse af retning. Man bør også tilstræbe at placere øjnene ca. en trediedel nede fra øverste billedkant. Er placeringen for lav bliver der for meget luft foroven og man risikerer at vise hovedet uden krop med hagen hvilende på den nederste billedkant.

Bevægelsesrum

Når man panorere for at følge med en person i bevægelse, skal man sørge for rigelig plads, til at bevæge sig i foran personen, det giver balance i billedet og styrker fornemmelsen af fart. Er personen for tæt på billedrammen, ser det ud som om han skubber billedkanten fremad.

Distraherende linier

Når man komponerer sit billede skal man være opmærksom på linier og flader, der kan forstyrre billedet eller den historie man vil fortælle. Pas på ikke at bortlede seerens opmærksomhed fra motivet. På den anden side, kan en baggrund skabe dybde og stemning i billedet.

Placér ikke en person foran en flagstang. Det vil se ud som om flagstangen vokser op af hovedet på vedkommende.

Selektiv fokus

Ved at bruge korte lukke hastigheder eller zoom, kan man indsnævre det område der vil være skarpt. Det kan udnyttes til at fremhæve en person eller en ting og flytte seerens opmærksomhed væk fra ting der er mindre betydningsfulde i billedet.

180° reglen

Det er vigtigt at etablere og fastholde en øjen-linie mellem to personer i en sekvens. Øjenlinien gør sig gældende, når man ønsker at klippe mellem forskellige optagelser af mennesker der kommunikerer indbyrdes, hvad enten de taler, lytter eller ser på hinanden. Man forestiller sig en øjenlinie mellem de to personer, der ligesom bevægelseslinien ikke må krydses i en række af indstillinger, der senere skal bruges i en sekvens. Man kan altså ændre kameraindstilling 180° men aldrig krydse øjenlinien. Det er dog muligt at krydse øjenlinien, hvis man laver et indklip.

Billedbalance

Når man komponerer sit billede skal der være balance, det vil sige at hele billedfladen skal vurderes, er der f.eks. ikke noget i den ene side, vil det i de fleste tilfælde være en god idé at gå tættere på motivet eller ændre kameravinklen. De fleste optagelser vil nok være symmetriske. Men prøv at lave nogle asymmetrisk optagelser ind imellem, ofte kan disse optagelser skabe dybde og forbedre det endelige resultat.

Opretning af horisont

Selv om kameraarbejdet er jævnt og stabilt, kan det ske at billederne hælder lidt.

Horisontplanet kan let fastholdes ved at anvende søgerrammen som reference, og sørge for at vandrette linier er parallelle med underkanten af søgerrammen.

Punktet for opmærksomhed

Ved billedopbygning skal man være opmærksom på, at seeren ubevidst vil flytte øjnene til det punkt i billedet der har størst vægt. Det er derfor vigtigt med balance i billedet. Der er flere ting der kan ændre balancen, og dermed opmærksomhedspunktet.

Det areal et objekt optager af billedfeltet i forhold til andre objekter, vil være afgørende for den opmærksomhed seeren giver det, større areal større opmærksomhed. Det samme er tilfældet med lys, farve og skarphed. Der er altså flere måder at få seeren til at ændre opmærksomhedspunkt, en kraftig farve eller at stærkere lys i forhold til andre dele i billedet vil have den virkning. Der er endnu to ting der tiltrækker opmærksomhed nemlig lyd og bevægelse, en person der enten taler eller bevæger sig vil tiltrække seerens opmærksomhed.

Ved ændring af kameravinkel, udsnit eller ved klip, vil en placering af et objekt på samme sted på billedfladen som det foregående klip, virke roligt og seeren vil ikke have vanskeligheder med at finde det.

Billedstørrelse

Videoformatet har altid forholdet 3 x 4 i modsætning til 35 mm dias, som har forholdet 2 x 3. Dette indebære en beskæring af siden af billedet, hvis man ønsker at bruge et 35 mm dias i sin video. Det kan også være vanskeligt at lave et totalbillede af et meget højt objekt, idet der vil være meget "luft" ved siden af og da man er nødt til at holde stor afstand til objektet bliver detaljerne let væk og man må supplere med nogle udsnitsoptagelser.

De tre mest anvendte indspilningsmåder

Panorering, tiltning og zoomning kan give mere liv og bevægelse i motivet, hvis de anvendes rigtigt. Desværre bruges disse indspilningsmåder ALT for meget, og det er ikke for folk der let bliver søsyge man skal fremvise sin video, hvis den er optaget på denne måde. For den bedst mulige effekt anbefales det at du ikke bruger dem for meget.

Panorering

Panorering er en horisontal (vandret) bevægelse af kameraet. For at pointere storheden i en scene og få hele sceneriet med i en eneste bevægelse er panorering en god teknik. Ret kameraet mod scenen 3 til 5 sekunder i begyndelsen og slutningen af panoreringen og hold kameraet helt stille, så der er mulighed for at orientere sig. Panoreringen skal foregå langsomt og man skal maximalt panorere 90°. Det er en god idé at prøve hele panoreringen inden man starter optagelsen. Stop aldrig midt i en panorering. Start aldrig en ny scene med en panorering den modsatte vej. Man kan ikke klippe i en panorering. For at en panorering ikke skal blive som et skib i orkan, skal man ALTID benytte stativ.

Panorering uden stativ

Det vil altid være det bedste at benytte stativ ved panorering, men laver man en panorering med håndholdt kamera, er der nogle teknikker der kan forbedre det færdige resultat.

1. Først skal du stille dig i den retning hvor panoreringen slutter.

2. Vrid på overkroppen uden at flytte fødderne, så kameraet bliver rettet mod det sted, indspilningen af panorerin gen skal starte.

3. Start indspilningen. Vrid langsomt til det punkt hvor indspilningen skal slutte.

Den bedste panoreringshastighed der tillader dig at forklare scenen når båndet afspilles.

Brug ALDRIG kameraet som "sprøjtemalepistol".

Man bør undgå at gentage panoreringer af samme motiv. Kan du holde vejret under panoreringen, reduceres kameraets vibrationer og du kan lettere koncentrere dig om scenen.

tiltning

Tiltning er vertikal (lodret) bevægelse af kameraet. Ved en tiltning opad giver man seeren indtryk af højde, tiltning nedad pointere slutscenen.

Tiltning med videokamera skal være noget hurtigere end panorering, men de samme regler gælder som for panorering (jævn tiltning, start og stop holdes).

zoomning

Ved zoomning sker der en ændring af motivets størrelse. For at gøre seeren opmærksom på noget specielt, kan man zoome ind.

Eftersom teleoptagelser gør kameraets vibrationer mere mærkbare, skal kameraet stabiliseres så meget som muligt (brug ALTID stativ) og skarphedsområdet er også mindre ved teleoptagelser, så det er vigtigt at man har indstillet skarpheden i teleindstillingen inden man zoomer ind. For at afslutte optagelsen med at vise motivets omgivelser, kan man zoome ind. Zoomen bør ikke benyttes ret meget, idet det kan virke meget uroligt og forstyrrende på den færdige film. Man kan heller ikke klippe i en zoom bevægelse.